Velkommen til Thisted Børnefilmklub!
Børnefilmklubben viser film i 2 grupper: Yngste gruppe (4 år – 1. klasse) og ældste gruppe (2. klasse-) Vi forsøger at opnå en forskelligartet mængde af film, som kan tiltale både drenge og piger i alle aldre. Alle filmene er med dansk tale, og er en god blanding af tegnefilm og “rigtige” film – nye og gamle…
Kriterierne for nutidens film er lidt anderledes end I kan læse ved børnefilmklubbens historie nedenunder, men vi sætter i højsædet at overholde alle regler for aldersgrænser, så børnene trygt kan komme og se film hos os.
Hvis barnet ønsker en ledsager til filmen, skal der tegnes et yderligere medlemskab. Dette gælder for barnet og en valgfri ledsager. Ledsageren skal være over 18 år – men behøver ikke være den samme til hver forestilling.
Historie
Thisted Børnefilmklub blev oprettet i 1954 af Mentalhygiejnisk Forening, hvis formand Amtslæge Folke var initiativtager. Som medarrangører var endvidere Dansk Kvindesamfund, husholdningsforeningen Nordthy og Thisted Kooperative Husmoderforening – og er dermed en af landets ældste børnefilmklubber.
Begrundelsen for at oprette en sådan forening står beskrevet på følgende måde i en avisartikel fra 5. april 1954:
Som en modvægt mod de film, der er præget af grusomheder som Tarzan- og wild westfilmen er der i de senere år herhjemme fremstillet en del tonefilm beregnet for børn fra 5 til 12 år […] […] betydningen af, at børnene så sunde og fornøjelige film i stedet for de ofte direkte skadelige film, der vises i biograferne.
11. september 1954 lagde Thisted Børnefilmklub ud med sin første forestilling: Vi fanger hestetyvene. Det var i byens største biograf, Royal, ved Storetorv, det foregik. Det var længe før gågadernes ti. I referatet står der: Køen af børn til forestillingerne volder gene for trafikken på Storetorv. Der rettes henvendelse til politiet om assistance ved kommende forestillinger.